Genbrug af polerlap

Opdateret den 4/2 2007

Jeg har længe gået og tænkt over en smartere måde at lave en polerlap på. Den traditionelle metode er at hælde et lag beg ud på et passende tykt underlag og dernæst lægge det opvarmede spejl på for at få den rigtige facon på begen. Kanalerne bliver så efterfølgende smeltet med en loddekolbe, under røg og damp. Dette giver en udemærket polerlap, dog lurer jeg på om kanterne af kvadraterne bliver hårdere efter at have været tæt på en meget varm loddekolbe. Resultatet bliver som dette:

Til min 12" var polerlappen blevet lidt hård, og overfladen så "grynet" ud ved inspektion med en lup. Den trængte kort sagt til en renovering.

Gipsunderlaget var støbt i facon som det grovslebne 12" glaslegeme, og i ret god stand, så det besluttede jeg at genbruge. Men den gamle beg skulle af. Det blev klaret med en varmluftblæser.

Der blev gradvist arbejdet rundt på skiven, med en gammel skruetrækker som brækjern.

Og videre:

Efter en total afrensning og slibning med groft sandpapir, ser gipsunderlaget sådan ud:

En gang hvid maling fikserer overfladen, så den er klar til den nye beg:

Og så til det spændende. Under et indkøb i den lokale NETTO, faldt jeg over en bilmåtte til en formue af 40 kr. Straks kom ATM'eren op i mig, den måtte kunne bruges til støbning af beg-kvadrater.

Spørgsmålet var bare om begen ville hænge ubehjælpeligt fast i gummiet, eller kunne det nemt vippes ud. Det viste sig at det var som ønsket, Begen kunne ubesværet vippes ud af gummiet.

Nu forestår der bare arbejdet med at støbe dem fast på gipsunderlaget, dette foregår ved at varme dem let på den ene side over et stearinlys, hvorefter de klæber fast til gipsunderlaget.

Retur til forsiden